Interviews

Det er gennem interviews, at vi oftest lærer noget nyt om andre menneskers perspektiv på verden. Et interview er oplagt, når du sammen med et andet menneske eller flere ønsker at undersøge, hvordan noget opleves, opfattes eller fortolkes. Det kan være et produkt. Det kan også være en begivenhed, et fænomen eller et helt liv.

Det finder du kun ud af ved at tale med dem. Interviewe dem.

Bogen her sætter fokus på den slags interviews, hvor formålet er at lære noget nyt og skabe ny viden i forbindelse med forskning eller i andre typer af undersøgelser. Den guider dig igennem en interviewundersøgelse trin for trin med det mål at gøre dig i stand til selv at foretage en interviewundersøgelse på en professionel måde.

Bogen er beregnet til at blive brugt af dig, der også har travlt med alt mulig andet, og derfor er den kortfattet og går lige til sagen. Den trinvise tilgang til interviewmetoden og de mange eksempler, forklaringer og illustrationer hjælper dig godt i gang.

Du kan læse bogen i dag og tage hul på din interviewundersøgelse i morgen.



Om forfatteren

Lene Tanggaard er rektor ved Designskolen Kolding og professor ved Aalborg Universitet, hvor hun forsker og underviser med afsæt i kvalitative metoder. Lene har gennem flere år foretaget en lang række empiriske studier med afsæt i interviewmetoden.

Hun har en særlig interesse i, hvordan interview kan bidrage til, at vi lærer noget nyt om den verden, vi lever i. Lene er forfatter til en lang række artikler og bøger, og så er hun en internationalt anerkendt taler ved forskningskonferencer og leder af flere forskningsprojekter med særligt fokus på erhvervsuddannelser, kreativitet og læreprocesser i skole- og uddannelsessystemet.

Derudover er Lene medlem af flere kommissioner, råd og bestyrelser, ligesom hun har sit eget radioprogram på P2, ”På værkstedet”, hvor hun hver uge interviewer en kendt dansker om kreativitet.